Follow by Email

onsdag den 11. november 2009

Anmeldelse af 'E-læring på web 2.0'

Læste for nyligt bogen 'E-læring på web 2.0' og skrev i den forbindelse denne anmeldelse:

Den flydende uddannelse
Anmeldelse af: Nina Bonderup Bohn og Lars Johnsen: E-læring på web 2.0

“All that's solid melts into air (Karl Marx)”
Vong Phaophanit 2006

Der har været og er stadig en masse hype om web 2.0. Det besynges som den ultimative frihed for den enkelte, der kan publicere hvad som helst helt uden andres indblanding og godkendelse. Man kan komme i kontakt med hvem som helst – hvor som helst. Det er indløsningen af den globale landsby, hvorfor nogle da også taler om glokalisering med en hentydning til, at det globale er blevet lokalt og det lokale globalt.
Med web 2.0 har nettet måske fundet sin mediemæssige sande form som andet end blot en sammensmeltning af tidligere medier. Det, der adskiller web 2.0 fra web 1.0 er, at det er den individuelle bruger, der er blevet den afgørende aktør, mens web 1.0 stadig havde form af at være et massemedie med en afsender og mange modtagere. Nettet var en stor lagerhal – et bibliotek – der kunne tilgængeliggøre ufattelige mængder af information, som de få stillede til rådighed for de mange, men nettet ændrede ikke noget kvalitativt ved, at der var nogle, der havde produceret materialet, og nogle (andre), der (for)brugte det.
Med udvikling af teknologien er dette forhold ændret, så det nu er de mange, der producerer indhold, som alle andre så kan bruge, genbruge og revidere efter netop deres ønsker og behov.
Med udgangspunkt i en præcisering af, hvad der menes med web 2.0, og hvad det kan bidrage med i undervisningssammenhæng, har to forskere fra Syddansk Universitet udgivet en god nuanceret og diskuterende bog om emnet. E-læring på web 2.0 er skrevet af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen og er tænkt som en lærebog henvendt til studerende inden for it, kommunikation og læring, men kan også bruges af folk, der arbejder praktisk med e-læring og undervisning i det hele taget.
Det centrale spørgsmål i bogen er, om man kan anvende web 2.0-elementer i undervisningssammenhæng. Der er nemlig en indbygget modsætning mellem undervisningens tilrettelæggelse ud fra uddannelsens mål og eksamenskrav og web 2.0, der har brugerne og deres interesser og meningskonstruktioner i centrum.
Bogen er delt op i tre dele. Den første er en indkredsning af web 2.0 ud fra en kommunikativ og en teknologisk perspektivering. Den teknologiske side er ikke så grundigt behandlet, men det gør heller ikke så meget i en sammenhæng, der meget klart vægter det kommunikative og handlingsorienterede aspekt. Som de siger i kapitel 1: ”Set fra en kommunikations- og læringsteoretisk vinkel er web 2.0 først og fremmest nye former for praksis, kendetegnet ved i udpræget grad at være baseret på brugerdeltagelse, peer-evaluering og kallaborativ meningsproduktion.” Det er således ikke teknologien, der er bestemmende for web 2.0, men derimod de praksisformer, der udvikler sig med den som værktøj og herigennem producerer mening.
Selvom web 2.0 ikke lader sig entydigt definere, er det afgørende, at det er brugeren, der er den aktive i produktionen og brugen af de web-baserede materialer. Dette kan ske ved direkte produktion af indhold, som lægges op på YouTube, eller det kan ske ved, at man producerer og kommenterer blogindlæg eller andre web-produktioner. Det kan også ske ved, at man selv udvælger, hvilke nyheder man ønsker at modtage, eller ved den måde man sammensætter sine materialer på. Det kan også ske gennem åbne ressourcer, som flere producerer i samarbejde – gerne uden at kende hinanden, som det sker på Wikipedia, der er skrevet og revideret af folk, der ikke har haft et fælles bestemmende mål.
De ændrede praksisformer implicerer en ændret opfattelse af, hvad ’kommunikation’, ’viden’ og ’læring’ er for nogle størrelser. Kommunikation kan ikke forstås gennem kanalmetaforen, hvor en meddelelse sendes ind i den ene ende og mere eller mindre intakt trækkes ud i den anden. Kommunikation må derimod forstås som en ”gensidig skabelse af mening i interaktion i en given kontekst.” Viden er ikke en egenskab, man kan besidde, men skal snarere ses som henholdsvis kreativ sammensætninger af information hentet fra andre sammenhænge, og som noget der findes i et netværk eller system. Det er ikke den enkelte, der besidder viden. Alle kan bidrage til den gennem måder at bruge information på. Endelige kan læring ikke forstås som en tilegnelse, hverken af noget, som andre har i forvejen eller som noget, man tilegner sig i en proces. Læring må forstås som ”fleksibel, omstillingsparat deltagelse i praksis.”
Del 2 er en behandling af en række web 2.0-teknologier, som diskuteres i forbindelse med en integration af dem som læringsredskaber. De enkelte kapitler introducerer teknologierne som blogs, wikies, social software og åbne e-læringsressourcer, og redegør for hvordan disse kan tænkes ind i undervisningen på især de videregående uddannelser. Især i produktionen af de studerendes egne materialer er 2.0-teknologierne anvendelige. Men denne brug af web 2.0 støder ind i problemstilling som: hvem bestemmer hvad der skal produceres, og hvordan det skal bedømmes? Underviseren ’bryder’ selve logikken i den brugerdrevne meningsproduktion gennem at etablerer sig som ’ekspert’ eller ’bedømmer’ af det producerede – og således går underviseren imod forestillingen om ’the wisdom of the crowds’, som ligger implicit i web 2.0.
Der gives gode og instruktive eksempler, der fint illustrerer modsætningen. Og hele spørgsmålet om kvalitet og kvalitetssikring, som er afgørende for uddannelserne, tages også op.
I del 3 tages en mere grundlæggende diskussion af den gennemgående modsætning, og her trækkes det tungere skyts frem. Hvor de første to dele er beskrivende og diskuterende, er tredjedelen mere (lærings)-teoretisk – eller man kan sige, at diskussionen flyttes et niveau op og bliver en diskussion af de fundamentale logikker, der styrer henholdsvis uddannelsessystemet og web 2.0-praksisser.
Den implicitte logik i uddannelser – eller læringsontologi for at tale med Martin Packer – er, at viden er noget, der kan besiddes, og det besiddes typisk individuelt. Viden har karakter af immaterielle genstande som ’viden’ eller ’kompetencer’. Viden og kompetencer er for så vidt uafhængig af kontekst, da de forstås som almene. De kan derfor også umiddelbart flyttes fra en sammenhæng til en anden. Da viden har denne karakter, kan den også overføres fra den ene til den anden – det er her underviseren kommer ind i billedet som den, der besidder viden – eller viden om – og den der kan overføre viden til eleverne og de studerende. Der kan være store forskelle i de måder, hvorpå man opfatter læring, men uanset teoretisk retning (behaviorisme, kognitivisme, konstruktivisme) så er opfattelsen, at uddannelsen kan facilitere, at viden og kompetencer opnås af de studerende. Læring er nemlig dybest set tilegnelse af noget, der eksisterer eller kommer til at eksisterer for den enkelte. Og som sådan kan det testes, og den enkelte bliver certificeret til at gøre noget uden for uddannelsens beskyttede rum.
Helt modsat er læringsontologien, der ligger implicit i web 2.0-praksisser. Denne lægger op til eller forudsætter, at viden ikke er noget, der eksisterer uafhængigt af produktionen af den i praksisfællesskaber. Læring forstås som deltagelse i meningskonstruktion, og denne mening besiddes ikke af nogen, den ligger i handlinger, i praksis. ”Vi lærer ikke gennem deltagelse; læring er deltagelse,” som forfatterne skriver i kapitel 8.
Hvis man skal trække Packer ind igen, så hævder han, at uddannelsessystemet producerer bestemte identiteter. Skolen handler ikke om viden og læring, men om konstruktion af individualitet, det som han kalder positionering. Over for denne identitetskonstruktion står en anden konstruktion gennem de enkeltes egne (frie?) praksisser. Her er der også tale om en dannelse af identitet, men det er en helt anden type identitet, der konstruerer sig selv i praksis. Viden og kompetencer bliver derfor også flydende – dynamiske – størrelser. Man kan vel i forlængelse af forfatterne hævde, at web 2.0 og forestillingen om den identitetsskabelse, det lægger op til, svarer til Zygmunt Baumans forestilling om den flydende modernitet – Liquid Modernity.
Med denne forståelse af den implicitte logik i web 2.0 er det klart, at den mildt sagt står i et spændingsforhold til uddannelserne. Der er tale om to vidt forskellige regimer – to forskellige modernitetsforståelser.
Denne diskussion er rigtig interessant, og desværre lykkes det kun forfatterne at åbne den ud fra modsætningerne, da deres anliggende er at introducerer til problemstillingen og ikke at gå i dybden med den.
Diskussionen rejser mange spørgsmål. For det første kan man spørge til, om det overhovedet er korrekt, at der er sket et dramatisk kulturelt brud fra én modernitet til en anden, som jo ligger implicit i hele diskussionen. Det er hele diskussionen af postmoderniseringen, der her er på spil. Det må være en del af denne diskussion, hvilke samfundsmæssige elementer, der trækker i den retning – og i forhold til uddannelsessystemet: om det er den samfundsmæssige forskydning, der nødvendiggør andre kvalificeringsformer. Det er jo ikke sådan, at web 2.0 i sig selv eksisterer i et vakuum.
For det andet vil det være spændende at undersøge, om modsætningen i virkeligheden er så stor, at individuationen inden for uddannelserne og i brugen af web 2.0 ikke kan forenes som noget helt tredje.
Hele frihedsaspektet, som der lægges op til i præsentationen af web 2.0, er også en længere diskussion værd, da det ser ud til at falde fint i hak med en øget disciplinering – og friheden er derfor måske snarere et udtryk for nogle andre samfundsmæssige behov. Er web 2.0 indløsningen af liberalismens forestilling om individuel frihed, eller lægger det snarere op til solidariske fællesskabe, eller er det anarkismens individuelle frihed uden bestemte mål, eller er det retten til altid at arbejde – eller hvad er det?
Det er fint, at forfatterne har taget hul på diskussionen om web 2.0 og de eksisterende uddannelser – også ud fra en læringsontologisk dimension. Og selvom det ligger uden for bogens rammer at tage denne diskussion mere grundlæggende, så er der dog et par elementer af den, som jeg ikke forstår fraværet af. Det er kun meget indirekte, at forholdet mellem formel læring og ikke-formel og uformel læring tages op, selvom det kunne kvalificere noget af diskussionen. Livsbred læring nævnes som en udvidelse af livslang læring, men også dette element kunne have været fremstillet mere systematisk. Fokus er endvidere næsten udelukkende på de videregående uddannelser, hvilket er ærgerligt, når nu det hævdes, at web 2.0 er en nede-fra-og-op-praksisform. Men det skyldes måske, at web 2.0 mest er interessant steder, hvor uddannelse er et mål i sig selv og ikke er en del af en anden praksisform som eksempelvis arbejde.
Endelig er det irriterende, at en bog, der argumenterer for åbne læringsressourcer og kollaborative produktion af ressourcer er henvist til udelukkende at blive udgivet som trykt bog. Forfatterne hævder, at det skyldes hensynet til didaktisk progression, som om det er forhindret via distribution online. Forfatterne bestemmer i forvejen ikke i hvilken rækkefølge, jeg læser kapitlerne. Det ville være rart, om bogen som et minimum fulgtes af en online version, man kunne have adgang til og diskutere i et tilhørende forum.
Nina Bonderup og Lars Johnsen har skrevet en bog, der er meget brugbar for mange, der bliver uddannet inden for it og læring – uanset hvordan de individueres – og alle, der udfordrer det lukkede uddannelsesrum gennem deres egen praksis. Så må man bære lidt over med lærebogsformen.