Follow by Email

mandag den 28. november 2011

Kompetencecirkler - kompetenceudvikling for lærere og it-vejledere




Intro
De fleste lærere kender det: de har været på kursus og de er sprængfyldt med engagement og energi. Nu skal de virkeligt i gang med alle de spændende nye ting. Alting bliver anderledes – alting bliver bedre. Men mandag morgen er der lige 117 rutiner der skal køres igennem, og når man kommer til det spændende, kan man ikke lige komme i gang, fordi skolen ikke har….Eller det må vente til mødet med…. Eller…
Efteruddannelseskurser har meget lille eller slet ingen effekt. Det skyldes blandt andet, at efteruddannelsen er koblet fra de daglige opgaver. Efteruddannelser bliver derfor noget isoleret, og mange gange passer ’efteruddannelsesvirkeligheden’ ikke med ’skolevirkeligheden’. Selvom kurser virker relevante, spændende og er givende, så lader det lærte sig ikke umiddelbart omsætte eller oversætte til dagligdagens opgaver. Der sker kun lille eller slet ingen transformation af det ’nye’ til det ’gamle’ og velkendte.
Efteruddannelse og kompetenceudvikling af lærere og it-vejledere foregår typisk uden for den kontekst, hvori kompetencerne skal anvendes. Der er en lang tradition for, at uddannelse inden for skoleområdet foregår på særlige institutioner, der også typisk er placeret i egne bygninger. Efteruddannelse og professionel kompetenceudvikling følger dermed en model, hvor undervisning og brug er adskilt. Læring adskilles fra den autentiske situation, hvori det lærte skal anvendes.
Det ville dog ikke være noget problem tilrettelægge kompetenceudvikling, så det kan foregå på skolerne i den arbejdssammenhæng, den enkelte indgår i til daglig. Modellen kompetencecirkler tager netop udgangspunkt i, hvad den enkelte alligevel skal lave og bygger videre på den måde, den enkelte i forvejen tilegner sig viden og erfaring på i andre sammenhænge. Kompetenceudvikling i kompetencecirkler foregår sammen med kollegerne i løsningen af fælles arbejdsopgaver. Det kræver ikke vikartimer, rejseafregninger og kursusgebyrer – det kræver blot planlægning og organisering - og at man er parat til at bruge hinandens forskellige styrker.
Kompetencecirkler er betegnelsen for kompetenceudvikling af it-vejledere og lærere, der foregår i forbindelse med almindelige arbejdsopgaver i skolen: typisk med undervisningsplanlægning og -afvikling. Modellen bygger på en formalisering og udbygning af de deltagendes personlige læringsnetværk (PLN: Personal Learning Network).  It-vejledere og undervisere indgår i grupper eller praksisfællesskaber, hvor de enkeltes kompetencer bliver udviklet i et gensidigt forpligtende samarbejde. Kernen i samarbejdet er planlægning af undervisning: forløb og aktiviteter. Kompetencecirklerne forpligtes på med jævne mellemrum at forbedre og forny undervisningen og med jævne mellemrum også at gøre noget anderledes – at eksperimentere med undervisningsforløb eller -aktiviteter. De forskellige kompetencers ’møde’ resulterer i gensidig udvikling af faglige kompetencer.
Kravet om periodevis fornyelse og forandring af undervisning er skoleledelsernes (og kommunens) ansvar for at gøre forandring af undervisning til en del af skolens kultur.

Uddybning
Læring og anvendeligheden af det lærte kan forstærkes gennem autentiske læringssituationer, hvor undervisning består i at iscenesætte situationer, der enten er eller kommer så tæt på en autentisk situation som muligt. Autentiske undervisningssituationer forankrer undervisningen og dermed læringen i den kontekst, hvori de anvendte færdigheder og kompetencer skal anvendes til opgave løsning.
I mange sammenhænge er den mest effektive undervisningsform dog knyttet til konkrete opgaver. Man taler her om situeret læring (Lave & Wenger 1991/DK: 2003). I forhold til voksenlæring kan arbejde og læring betragtes som gensidigt afhængige af hinanden på den måde, at man lærer ved at udføre konkrete opgaver, hvor man sammen med andre (kolleger, brugere, ledere) løser arbejdsopgaver og derved  tilegner sig den viden og de færdigheder, som opgaveløsningen kræver.
Dette er også en del af begrundelsen for projektarbejde eller PBL (project based learning), hvor et projekt defineres ved at være den opgave, som én eller en gruppe skal løse fællesskab. Kompetencer opøves gennem opgaveløsning sammen med andre – evt. med coach, vejleder, instruktør eller lignende som sparringspartner, hvis opgaven kræver helt nye færdigheder eller kompetencer. Ofte vil en gruppe bestående af kompetente fagpersoner (som et lærerkollegium) løse opgaverne selv ved fælles hjælp – og ved at bruge de ressourcepersoner, som i forvejen er i deres netværk.
Netværksviden er meget dybere og bredere end fagviden jf. også connectivism (George Siemens). Netværksviden er mangefacetteret, da den ikke er bundet til en konkret person, men altid kun aktiveres i en brugssammenhæng, der definere hvilke aspekter af viden, der kan bidrage med noget relevant – og hvilken anden viden, færdighed, kompetence den kan knyttes sammen med. Når man står overfor en opgave, må man anvende det, man har til rådighed. Intelligens er i denne sammenhæng gruppens evne til at finde den bedst mulige løsning, hvilket også ligger i det gamle mundheld: Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
I erkendelse af, at efteruddannelse og professionel kompetenceudvikling kan styrkes gennem situeret læring og autentiske læringssituationer vil det være oplagt for skoler at udvikle og anvende en ny strategi for kompetenceudvikling af it-vejledere og lærere i forhold til anvendelse af it i undervisningen. Kompetenceudvikling skal foregå gennem situerede læringsforløb. Målet er selvlærende kompetencecirkler - hvor undervisningsplanlægning og -afvikling, kompetenceudvikling, udviklings af undervisning og skoleudvikling går hånd i hånd - understøttes af én proces med udvikling af skolens kerneydelse, (hviket naturligvis ikke skal reducere skoleudvikling til aktiviteter i kompetencecirklerne).

Beskrivelse
Konceptet består af en model for opbygning og understøttelse af underviseres og it-vejlederes PLN (Personal Learning Network), hvor alle knyttes til flere forskellige ressourcepersoner (lærere og it-vejledere) gennem kompetencecirkler. En kompetencecirkel er en gruppe bestående af faglærere og en eller flere it-vejledere med samme faglige baggrund. En kompetencecirkel arbejde med at løse konkrete behov til undervisningsplanlægning – udvikling af undervisningsforløb og  undervisningsaktiviteter.
Grundelementet er den enkelte lærer/it-vejleder. Han eller hun skal instrueres i og faciliteres til at opbygge, bruge og videreudvikle sit eget PLN. Dette er noget alle gør i forvejen i mere eller mindre formaliserede sammenhæng. Alle udveksler erfaringer og informationer med hinanden. Det er dette, der skal formaliseres og rammesættes, så det danner udgangspunktet for en egentlig professionel kompetenceudvikling. Den formelle ramme bliver samarbejde i fagteams om udvikling af undervisningsplaner i de enkelte forløb. Disse fagteams suppleres med it-vejledere med tilsvarende fagfaglige kompetence. For én skole, ét fagteam/trinteam kan dette skematisk fremstilles således:


Fig1. Undervisningsforløbet beskrives og lægges i en central og åben vidensbank.

Undervisningsforløbet beskrives og lægges i en central og åben vidensbank.
Alle undervisere vil indgå i kompetencecirkler, der kontinuerligt arbejder med undervisningsplanlægning af større eller mindre forløb, hvori integration af digitale værktøjer og ressourcer i undervisningen (også) indgår. Alle undervisningsforløb beskrives indledningsvis, evalueres undervejs og beskrives kort i forhold til forløb, materialer og væsentlige nye indsigter. Dette bliver en art undervisningsportfolie med beskrivelse af (udvalgte) undervisningsforløb. Disse lægges i en central og åben vidensbank.
It-vejlederne indgår i faggrupper og tværfaglige grupper af it-vejledere, der arbejder med at finde ny viden om it i undervisningen og afprøvning af it-værktøjer. En del af it-vejledernes arbejdstid reserveres til at søge ny viden om it i undervisningen og afprøve nye værktøjer. It-vejlederne er forpligtede på at dele deres viden i en central og åben videnbank, herved bliver it-vejlederne enkeltvis og sammen til digitale kuratorer, der indsamler og organiserer (ny) viden om undervisningsformer og –aktiviteter fra helt overordnede rammer for undervisning til enkeltstående aktivitet med et konkret værktøj. Der sættes konkrete mål for it-vejledernes bidrag til vidensbanken.
Fig 2. It-vejlederne danner kompetencecirkler ud fra deres undervisningsfag.


It-vejlederne danner kompetencecirkler ud fra deres undervisningsfag.
Når man tænker disse kompetencecirkler sammen på tværs af flere skoler i samme kommune (eller flere teams fra samme skole), får man samlet kompetencer og viden fra forskellige praksisfællesskaber (Wenger), og kompetencecirklerne kan skematisk fremstilles således:

Fig 3: Vidensbank består af kurateret viden og værktøjer og beskrivelser af konkrete undervisningsforløb.

Denne model viser, hvordan det ser ud for et enkelt trin i et enkelt fag. Dette skal derfor tænkes sammen med den kompleksitet, der gælder for den enkeltes kompetencecirkel (PLN), da den enkelte lærer og it-vejleder vil have flere kompetencecirkler. Disse kompetencecirkler vil endvidere inddrage viden, kompetencer og erfaringer ’udefra’, da den enkelte vil knytte sit eget professionelle netværk til kompetencecirklerne. For en enkelt lærer vil det se sådan ud:

Fig 4. De deltagendes PLN består af mange andre end kolleger.

Konceptet bygger på en helt almindelig måde, hvorpå hver enkelt lærer gennem formelle, uformelle og informelle sammenhænge erfarer, lærer og skaffer sig viden. Gennem praksisfællesskaber tilegner den enkelte sig viden og kompetencer (gennem samtale, ved at se på andre, gennem afprøvninger, træning osv.). Jeg lærer at sætte en skillevæg op, fordi jeg har behov for det, og fordi jeg kender en, der kan komme og hjælpe mig. Han har gjort det før, og næste gang er jeg den, der har prøvet det før.
Denne model fungerer i praksis, og alle benytter den i arbejde og fritid. Men denne kompetenceudviklingsmodel er i det store hele koblet af den måde, man tænker kompetenceudvikling på inden for efteruddannelsen. Derfor skal den gentilegnes og den skal øves for at fungere inden for de formelle rammer, en skole udgør. Derfor kræver implementeringen af en sådan model i mange tilfælde en coach, der skal facilitere, at de enkelte kan udfylde de forskellige roller, de skal udfylde for at kompetenceudvikles i praksisfællesskaber.

Hvis der er nogen, der har lyst til at prøve dette af, så må I gerne kontakte mig.

lørdag den 26. november 2011

Digital kuration er videndeling 2.0 - sharing is caring

Wow hvordan kan folk nå at følge med i så meget? Denne reaktion eller følelse får man let, når man følger andre folk og deres skriverier. Hvordan kan de dog støve alle de nye værktøjer op, når man tænker på, hvor meget lort der findes på nettet? Hvordan finder de det, de deler med os andre dødelige, som stort set ikke kan nå andet end at passe vores arbejde, støvsuge, lave mad og hente børn i vuggestuer, børnehaver eller plejehjem?
Hvis vi ikke tænker på denne måde, så kan det være vi bare tænker: det er fedt, at de gider dele deres store viden med mig, så jeg er fri for at spilde min tid med at lede hele det store net igennem.
Jeg har det selv sådan, at jeg sætter meget stor pris på de folk, jeg følger på Twitter eller hvor det nu er. Jeg sætter pris på alle de kuratorer, jeg har tillid til, fordi de giver mig et indblik i noget, jeg ellers ikke ville have fået øje på.
Og sådan er jeg også selv blevet kurator - nu er jeg selv en af dem, nogen måske peger på og siger: hvordan fanden kan han nå at støve så mange fede værktøjer op? Har han ikke et arbejde og en familie at passe.
Jo, det har jeg, men jeg følger nogle rigtig gode kuratorer. Og så recirkulerer jeg det, jeg mener er noget værd i mit netværk.
Det er dybest set de kuration handler om: at dele noget, der har værdi for andre end en selv. Og kuratering er blevet nemt, fordi man kan følge andre kuratorer. Når vi i fællesskab deler det, vi finder med hinanden, så bliver alles arbejde meget nemmere. Der foregår utallelige vurderinger i folks søgninger på nettet, på hvad de finder, og hvad de bruger og derved får erfaringer med.
Men hvordan foregår det så i praksis?
For mit eget vedkommende begynder digital kuration med, hvad jeg taler med folk om. I samtaler dukker spændende problemstillinger, løsninger på problemer eller konkrete værktøjer op. Sommetider tjekker jeg det ud, og hvis jeg finder noget ved det, så gemmer jeg det et sted, som andre har adgang til - jeg kuraterer med andre ord det, jeg finder; jeg tilgængeliggør det for andre. Det kan være gennem Facebook - som jeg ganske vist ikke bruger til kuratering - eller det kan være gennem Scoop.it, som i øjeblikket er mid favorit kurateringsværktøj - tidligere var det Diigo (det var da digital kuratering hed social bookmarking) og det begyndte nok med Delisious.
Mine inspirationskilder til min egen digitale kurations kommer forskellige steder fra. De primære er:
Scoop.it, hvor jeg følger en række andre kuratorers sider. Dem går jeg igennem dagligt.
My Summify, hvor jeg dagligt får de ti mest indflydelsesrige twitter-henvisninger. Det kommer dagligt, og jeg går dem igennem for at se, om der er noget, jeg selv er interesseret i og som jeg også tror interesserer andre i mine netværk (mit PLN)
Jeg får også en daglig opdatering af, hvad der sker i Group Diigo Education - her er der ca. 15 henvisninget til hjemmesider, blogs, værktøjer, diskussioner eller lignende af interesse for folk, der arbejder med uddannelse, undervisning, læring - og hvad har vi i den boldgade.
Jeg synes, det er fedt at vedligeholde - kuratere - mine Scoop.it-emner (ny læring ot AR i undervisning) - og det er supernemt, fordi der er andre, der også vedligeholder deres emner.

Når vi alle deler ud fra vores interesser, så bliver vi alle lidt mere vidende (det er ikke det samme som klogere).

mandag den 14. november 2011

De bedste web 2.0-værktøjer - Jane Harts liste


Jane Hart arbejder med, hvordan læring genereres i forskellige sammenhænge. Hun har dels sit eget konsulentbureau og så arbejder hun sammen med nogle andre konsulenter inden for det felt, der går under navnet ’social learning’ – læring i sociale (primært arbejds-)fællesskaber.
Hvert år publicerer Hart en liste med de 100 mest populære eller brugbare digitale værktøjer – og netop i dag den 14. november er den nye liste offentliggjort. Listen er kommet i stand via afstemning, så alle har haft en mulighed for at påvirke listen – det er en slag MGP for digitale værktøjer.
For undervisere og andre, der beskæftiger sig med læring, er listen naturligvis interessant, da den giver nogle indikationer af, hvad folk bruger – og hvad der virker. Men listen er også konservativ i den forstand, at der skal meget til – lang tid – inden et program, en service bliver bemærket af tilstrækkeligt mange til at komme på listen.
På første pladsen finder vi…. Ba, ba, da, daaammmmm:


Ja, Twitter er det mest populære og det bedste læringsværktøj i år 2011. Dette er ikke overraskende. For det første er det 3. år i træk, Twitter er på førstepladsen. For det andet er Twitter et værktøj, der tiltaler folk, der følger Hart og har lyst til at give deres besyv med, når den slags lister skal laves. Tweople er typisk engagerede mennesker, der gerne vil påvirke deres omgivelser. Men – og det er det vigtigste for mig – så er Twitter et rigtig godt videndelingsværktøj, hvor det er dig, der bestemmer, hvem du vil have, der skal dele viden med dig. Det er med andre ord et pull-værktøj (altså du efterspørger) og ikke er push-værktøj (du forsøger at gøre nogen interesseret). Det er frit, åbent og gennemskueligt (når du først har lært værktøjet at kende).
På de næste pladser kommer også kendinge som youtube, Google, Skype og DropBox. Prezi, der er en præsentationsværktøj, beholder også sin popularitet, selvom det er lidt tungt at arbejde med.
Listen er faktisk meget, meget kedelig, da man ikke finder nogen overraskelser før plads nummer 32, hvor vi finder Ted Talks – en side, der præsenterer en række foredrag om uddannelsesspørgsmål. Ted Talks er blevet vældig populære – og muligvis med god grund – da de tager en række emner og nyheder op, som har noget at sige inden for undervisningsverdenen. Ted er dog temmelig påvirket af en amerikansk baggrund – og ikke et ondt ord om det – hvilket ind imellem kan virke lidt fjernt for en dansk – eller skandinavisk – kontekst.
Social bookmarking finder i med de to gamle og store Diigo (13) og Delicious (24), mens Scoop.it er ny på listen, men kommer ind på en plads nr 33 – og det på trods af, at Scoop.it er et forholdsvist nyt program, der lige er kommet ud af beta-versionen. I denne sammenhæng kan man også lige nævne Symbaloo, der kommer ind som nr. 41, selvom Symbaloo har flere kvaliteter end social bookmarking.
Harts liste er naturligvis udtryk for noget sludder, men den er alligevel brugbar på sin egen omvendte måde. Det er vigtigt, at vide, at disse værktøjer findes – hvis man ikke kender dem, bør man i det mindste prøve dem af, så man har en fornemmelse af, hvad der er muligt og ikke.
Popularitetslister har også den effekt, at de giver et vink om den kontekst, man kan tale ind i uden at folk ryster på hovedet. Eller med andre ord: hvis programmerne ikke findes på listen, så kan man ikke gå ud fra, at andre kender dem – og så må man omtale dem på andre måder; må forudsætte mindre.
For mig at se er listen et udtryk for, at vi inden for digitale medier, værktøjer og ressourcer har nået et plateau, hvor der ikke sker så meget nyt og vildt. Vi er i en konsolideringsfase, hvor iPads og andre i-Produkter lige skal lande, medens andre produkter skal manifestere sig. Vi nærmer os måske en normaliseringsfase, hvor vi kan begynde at tale om indhold – om undervisningens hvad og hvorfor i stedet for, med hvilke værktøjer og apparater. Det er dog nok naivt, for hvem vil ikke gerne have den ny gadget, selvom den ikke bibringer noget til undervisning og læring??????????????????????????? 

søndag den 11. september 2011

Underviserne – de ny coaches

Center- og studieleder ved Syddansk Universitet Peter Bro skrev i Politiken søndag den 11. september om ændringen i underviserrollen som følge af inddragelsen af nye digitale teknologier (Viden s. 6). Han sammenligner her underviserne med skærmtrolde, der guider de studerende, elever og kursister gennem indslag, der er producerede i forvejen – og gerne af andre end underviserne selv. Med klik på computeren veksler undervisningen mellem lærerens præsentation og videoer fra YouTube, websider og andet godt fra Internettet.

Denne metafor for underviseren og dog meget uheldig, da den antyder, at underviserne bliver en slags ’guide to the site’, hvor han eller hun ved, hvor de studerende skal og vil hen. Men værre endnu er det, at Peter Bros metafor også giver et indblik i en særlig pædagogisk tænkning, hvor underviseren er en formidler af kendt stof.

De kompetencer, der vil blive og bliver efterspurgt er dog ikke evnen til passivt at følge instruktioner fra en underviser. Det er heller ikke at lade sig lede gennem et landskab, hvor føreren – underviseren – har været før og derfor kan vise vej. Der er brug for selvstændige og kreative elever, der selv kan hugge sin egen vej gennem urskoven af informationer og inspirationer. Og her kan en række af de digitale teknologier være til stor hjælp.

Men det handler ikke slet ikke først og fremmest om at blive bekendte med teknologierne – eller alt det, som underviseren finder interessant. Underviserens opgave er, at facilitere at eleverne arbejder med udvælgelse og vurdering af informationer, at de bliver i stand til alene og sammen med andre at anvende informationer og viden i nye, anderledes sammenhænge, at de opøver gode kommunikations- og samarbejdsevner, at de får fortrolighed med at møde det, der ikke gives forudprogrammerede svar på osv.

Digitale kompetencer eller digital dannelse bliver en vigtig forudsætning for de funktioner, elever og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse handler ikke om ’det digitale’, men hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende.

Derfor kan underviserens nye rolle heller ikke sammenlignes med en skærmtrold, der underholdende og med smil om munden sammenbinder forskelligt indhold, han eller hun har udvalgt i forvejen. Underviseren bliver i langt højere grad en facilitator eller coach, der skal planlægge aktiviteter, hvor elever og studerende skal arbejde med selv at finde spørgsmål og svar. Underviserne bliver ikke skærmtrolde, men undervisere i journalistisk, hvis vi skal blive i Peter Bros billedverden. Elever og studerende bliver ikke – eller bør ikke blive – forbrugere af underviserens udvalgte indslag, men producenter af indslagene.

Den pædagogiske tænkning, der ligger i ’skærmtrolden’ hører fortiden til – hvilket desværre ikke spejler sig den aktuelle uddannelsespolitiske tænkning, hvor der netop er fokus på at lære det kendte i stedet for det ukendte. Hvis innovativ tænkning skal på dagsordenen – og det skal den ifølge mange inklusive landets foreløbige statsminister – så kræver det en anden type undervisning. Og her spiller underviserne en stor og vigtig rolle. De kan muliggøre, at elever og studerende lærer at tænke selvstændigt og kreativt – ved hjælp af nye digitale teknologier og ældgamle teknikker som refleksion, omtanke, samarbejde, fremstilling, kritisk tænkning. Det er digital dannelse og ikke en opfordring til glitter og underholdning skærmtrolde eller ej.

onsdag den 6. april 2011

Anmeldelse af Lars Frost: Skønvirke

Der er krig og kaos i verden. Spanien er faldet og Amerika er i opløsning. Der er ufred og opløsning alle steder. Men alligevel går livet sin vante skæve gang i lille Danmark. Her er ganske vist lidt moralsk opløsning, men det har vi jo set så tit og så længe. Universitetslektoren går i seng med de søde studiner, mens hans kone boller uden om med tilfældige bekendtskaber - familierne har svært ved at hænge sammen, men opretholder en modus vivendi gennem forskellige ritualer.

Dette er nogle af elementerne i Lars Frosts nye roman. Eller 'roman' det er måske for meget sagt, selvom det fremgår af omslaget, at det skulle være en roman. Det er ikke en roman i gængs forstand, hvis man forventer et narrativt sammenhængende forløb med afstikkere. Der er snarere tale om en mosaik af romanstumper, hvor sammenhængende fortællingsbrokker pludseligt afbrydes for at fortsættes af en ny sammenhængende fortællingsbrok.

Den såkaldte roman begynder klassisk nok med en politikommisær, der inspicerer liget af en mand fundet på stranden. Kommisæren er en overvægtig kvinde, Mathilde, med et klassisk sort syn på tilværelsen og de mennesker, der udgør den. Et par kapitler senere møder vi morderen, som tilsyneladende har det med at gå rundt og slå tilfældige midaldrende mænd ihjel. Det skal blive spændende at føle de to kvinder og se, hvordan forbrydelsen bliver optrevlet, tænker læseren. Men fortællingen driver lidt videre uden at interessere sig for opklaringsarbejdet. I stedet bliver Mathilde fyret på grund af sin krops uhæmmede svulmen, som bliver for meget for hendes noget mere tilbageholdende leder. Et klart hip til vores nydelsesforskrækkede kultur.

I stedet fører fortællingen os ind i familiens arena - lidt gennem Mathilde, men mest af alt gennem Lise, der en aften får besøg af sin bror, Jens, der er vendt hjem efter længere tids krigsindsats. Jens' traumer og Lises forsøg på at få familiens til at tage sig 'traditionel' ud følges nu et stykke. Men så tager fortællingen en ny drejning - eller bliver til en anden, hvor Jens bliver en hævnens Jesus. Hvorefter fortællingen selv så småt begynder at gå i opløsning, inden den ender i en rallen på kanten af det forstålige.

Ikke-romanen er struktureret efter den katolske messe for de afdøde. Ikke-romanen er delt op i kapitler, som henter deres titler fra Requiem, og man forstår, at fortællingen eller fortællingerne ikke er fortællinger i gængs forstand,men netop led begrædelser over kulturens/civilisationens forfald, hvilket helt bogstaveligt sker gennem krig og ødelæggelse og moralsk afstumpethed.

Som altid hos Lars Frost er sproget fantastisk. Frost af en af de mest sprog- og fortællebegavede forfattere. Det er en fornøjelse at læse de præcist registrede sproglige udvekslinger. Det er også en fornøjelse at se, hvordan scener bygges op og stille (igen præcist) punkteres, så de betyder mere eller mindre, end scenen ellers berettiger. De små skævheder i sprog og fortælling har høj lækkerhedsværdi, der står i skærende kontrast til indholdsplanets forskrækkeligheder.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg giver for Frosts civilisationsanalyse, men jeg vil stærkt anbefale hans Requiem for sproget, dialogstumperne, de ofte halve scener og evnen til at få en ikke-fortælling til at fungere

fredag den 1. april 2011

Ny undervisning

Ny undervisning - hvad betyder det, og hvorfor er der eventuelt behov for ny undervisning?
Nye former at gennemføre undervisning på kaldes ofte for 'ny læring'. Men det er en misforståelse, da man ikke kan tvinge læring frem, man kan end ikke sikre, at læring sker. Det eneste, en institution kan, er at tilbyde undervisning: altså tilrettelagte aktiviteter, som nogle - elever, studerende, kursister osv - kan deltage i.
Nu undervisning handler primært om to forhold:
1. Større muligheder for at der sker læring
2. Ændrede behov for kompetencer
Det betyder for det første, at det handler om at få mere ud af flere: inklusion af forskellige personer og forskellige evner (intelligenser, kompetencer, kvalifikationer, mærkværdigheder). Vi har et undervisningssystem på mange niveauer, som kører efter et undervisningskoncept der er udviklet på et tidspunkt, hvor man ikke havde blik for, hvordan man kan skabe gode muligheder for udvikling af den enkeltes og de manges evner og komptencer. Ny undervisning handler her om at sikre, at undervisning er bygget op om en inkluderende model, der lader de forskellige elevers evner og lyster komme til orde og udtryk. Det handler også om, at aktiviteterne skal være rettet mod udvikling af forskellige kognitive aktiviteter. At bruge alle sanser er en af måderne - at kunne honorere forskellige udtryksformer er en anden. I denne sammenhæng handler ny undervisning om, at sørge for at stimulere så mange som muligt på så mange som muligt måder for at sikre, at vi får fat i de ressourcer som elever, kursister og studerende besidder - og at vi anerkender, hvad de hver især bidrager med. I stedet for som i gammel undervisning kun at anerkende og honorere det stillesiddende skrivearbejde, afleveringsfrister og almindelig tilpasningsdygtighed.
Man kan lave rigtig mange aktiviteter i undervisningen, der tilgodeser dette behov for at aktivere flere i undervisningsaktiviteter, og nye digitale teknologier er ét - men også kun ét - af de områder, der byder sig til.
For det andet og langt mere radikalt handler ny undervisning om, hvilke kompetencer og kvalifikationer, det er vigtigt at udvikle. Dette er sammnehængende med en diskussion af eksempelvis, hvad viden er for en størrelse: er viden noget man kan besidde en gang for alle? Er det et 'noget', der kan flyttes fra et sted til et andet. Ja, det er viden, hvis man kigger på den måde undervisning mange steder praktiseres på. Men spørgsmålet er, om det (stadig) giver mening at adskille viden fra 'brug', 'situation', 'opgave' eller lignende. Det tror jeg kun i begrænset omfang, det gør (altså giver mening at adskille viden fra problem). Hvis det er tilfældet, at viden ikke kan adskilles fra den sammenhæng, det indgår i, giver det ikke mening at tilrettelægge undervisning ud fra, at man skal opøve kontekstuafhængig viden, hvilket det typiske curriculum netop lægger op til.
Videre er kompetencebegrebet forbundet med videnbegrebet på den måde, at kompetencer derfor heller ikke eksisterer i et tomrum. Kompetencer er evnen til på et kvalificeret grundlag at kunne gøre noget. Det kvalificerede grundlag er en relativ størrelse, og gøren er afhængig af, hvilke ressourcer - og dermed samarbejdsmuligheder - man har til rådighed. En primær kompetence er derfor at kunne søge og vurdere forskellige ressourcer og at kunne samarbejde med andre om problemløsning.
Ny undervisning må derfor også tage dette som udgangspunkt og lægge undervisning tilrette, således at fælles problemløsning er omdrejningspunkt.
Dertil kommer, at vores opfattelse af viden og undervisning i al for høj grad lægger op til formelle systemer, der skal varetage forvaltningen af viden og undervisning, skønt det i praksis er meget mere kompetenceudviklende at gøre noget sammen med andre i ikke formaliserede undervisningssystemer - i børnehaven, i skolegården, på arbejdspladsen, i fritidsbeskæftigelsen eller hvad det nu måtte være.
Mere om det senere.

torsdag den 31. marts 2011

Web 2.0 og Podcast

Der findes rigtig mange gratis såkaldte læringsressourcer på nettet. Der er opstået en række Åbne Universiteter og lignende undervisningsinstitutioner, som er tilgængelige online. Et af disse er academicearth.org. Her kan man finde tonsvis af videooptagelser med dygtige undervisere. Disse ressourcer bliver meget generøst blot stillet til rådighed for alle interesserede.
Dette er der ikke noget galt med - og der er som nævnt meget at hente i mange af disse ressourcer.
Når det alligevel er en lille blogpost værdig, skyldes det, at disse ressourcer også bliver set som eksempler på web 2.0-teknologier og som noget, der peger på fremtidens undervisningsformer. Det er der overhovedet ikke tale om. Tværtimod.
Podcasts som åbne læringsressourcer (OER) er, hvad Marc Prensky har kaldt for en gammel måde at gøre gamle ting på http://www.edutopia.org/adopt-and-adapt. Altså man tager nyere teknologi og oversætter gammelt indhold - og man serverer det på den samme måde som før. Man tager en almindelig undervisning, hvor læreren står ved tavlen og formidler alle sin guldkorn til den måbende masse. Dette optager med med digital video og uploader det i skyen, hvor man indekserer det, så det kan findes af de samme måbende masser, der nu ikke behøver at gå i skole/på universitetet eller hvad har vi, men kan nøjes med at gå på internettet og sætte sig til rette og se på det - og blive belært om de rette sammenhænge.
Nuvel, det er der som nævnt intet galt med, men det er nok ikke den vej, man skal, hvis man vil tænke på, hvordan man kan gøre undervisningen bedre i forhold til det udbytte, deltagerne får ud af det, eller hvis man tænker på, hvilke kvalifikationer, man skal satse på, for at vore børn, unge og os selv er bedre klædt på til at møde de behov, arbejdsmarkedet stiller - og som vi som deltagende mennesker i øvrigt også stiller.
Behovet for samarbejdsevner, kreativ tænkning, problemløsning, tænkning på tværs af individuelle kvalifikationer og så videre kræver, at vi i undervisningen arbejder ikke med disse emner, men arbejder sådan: altså samrbejde om problemløsning, uden forestilling om rette svar, anvende forskellige kompetencer i gruppen, danne grupper om fælles problemløsninger osv. - og det findes der faktisk også masser af værktøjer, der understøtter. Podcasts er musealisering af et ældre undervisningsdesign, som forhåbentlig bliver afløst af mere aktiverende og anerkendende designs for undervisning.