Follow by Email

mandag den 28. november 2011

Kompetencecirkler - kompetenceudvikling for lærere og it-vejledere




Intro
De fleste lærere kender det: de har været på kursus og de er sprængfyldt med engagement og energi. Nu skal de virkeligt i gang med alle de spændende nye ting. Alting bliver anderledes – alting bliver bedre. Men mandag morgen er der lige 117 rutiner der skal køres igennem, og når man kommer til det spændende, kan man ikke lige komme i gang, fordi skolen ikke har….Eller det må vente til mødet med…. Eller…
Efteruddannelseskurser har meget lille eller slet ingen effekt. Det skyldes blandt andet, at efteruddannelsen er koblet fra de daglige opgaver. Efteruddannelser bliver derfor noget isoleret, og mange gange passer ’efteruddannelsesvirkeligheden’ ikke med ’skolevirkeligheden’. Selvom kurser virker relevante, spændende og er givende, så lader det lærte sig ikke umiddelbart omsætte eller oversætte til dagligdagens opgaver. Der sker kun lille eller slet ingen transformation af det ’nye’ til det ’gamle’ og velkendte.
Efteruddannelse og kompetenceudvikling af lærere og it-vejledere foregår typisk uden for den kontekst, hvori kompetencerne skal anvendes. Der er en lang tradition for, at uddannelse inden for skoleområdet foregår på særlige institutioner, der også typisk er placeret i egne bygninger. Efteruddannelse og professionel kompetenceudvikling følger dermed en model, hvor undervisning og brug er adskilt. Læring adskilles fra den autentiske situation, hvori det lærte skal anvendes.
Det ville dog ikke være noget problem tilrettelægge kompetenceudvikling, så det kan foregå på skolerne i den arbejdssammenhæng, den enkelte indgår i til daglig. Modellen kompetencecirkler tager netop udgangspunkt i, hvad den enkelte alligevel skal lave og bygger videre på den måde, den enkelte i forvejen tilegner sig viden og erfaring på i andre sammenhænge. Kompetenceudvikling i kompetencecirkler foregår sammen med kollegerne i løsningen af fælles arbejdsopgaver. Det kræver ikke vikartimer, rejseafregninger og kursusgebyrer – det kræver blot planlægning og organisering - og at man er parat til at bruge hinandens forskellige styrker.
Kompetencecirkler er betegnelsen for kompetenceudvikling af it-vejledere og lærere, der foregår i forbindelse med almindelige arbejdsopgaver i skolen: typisk med undervisningsplanlægning og -afvikling. Modellen bygger på en formalisering og udbygning af de deltagendes personlige læringsnetværk (PLN: Personal Learning Network).  It-vejledere og undervisere indgår i grupper eller praksisfællesskaber, hvor de enkeltes kompetencer bliver udviklet i et gensidigt forpligtende samarbejde. Kernen i samarbejdet er planlægning af undervisning: forløb og aktiviteter. Kompetencecirklerne forpligtes på med jævne mellemrum at forbedre og forny undervisningen og med jævne mellemrum også at gøre noget anderledes – at eksperimentere med undervisningsforløb eller -aktiviteter. De forskellige kompetencers ’møde’ resulterer i gensidig udvikling af faglige kompetencer.
Kravet om periodevis fornyelse og forandring af undervisning er skoleledelsernes (og kommunens) ansvar for at gøre forandring af undervisning til en del af skolens kultur.

Uddybning
Læring og anvendeligheden af det lærte kan forstærkes gennem autentiske læringssituationer, hvor undervisning består i at iscenesætte situationer, der enten er eller kommer så tæt på en autentisk situation som muligt. Autentiske undervisningssituationer forankrer undervisningen og dermed læringen i den kontekst, hvori de anvendte færdigheder og kompetencer skal anvendes til opgave løsning.
I mange sammenhænge er den mest effektive undervisningsform dog knyttet til konkrete opgaver. Man taler her om situeret læring (Lave & Wenger 1991/DK: 2003). I forhold til voksenlæring kan arbejde og læring betragtes som gensidigt afhængige af hinanden på den måde, at man lærer ved at udføre konkrete opgaver, hvor man sammen med andre (kolleger, brugere, ledere) løser arbejdsopgaver og derved  tilegner sig den viden og de færdigheder, som opgaveløsningen kræver.
Dette er også en del af begrundelsen for projektarbejde eller PBL (project based learning), hvor et projekt defineres ved at være den opgave, som én eller en gruppe skal løse fællesskab. Kompetencer opøves gennem opgaveløsning sammen med andre – evt. med coach, vejleder, instruktør eller lignende som sparringspartner, hvis opgaven kræver helt nye færdigheder eller kompetencer. Ofte vil en gruppe bestående af kompetente fagpersoner (som et lærerkollegium) løse opgaverne selv ved fælles hjælp – og ved at bruge de ressourcepersoner, som i forvejen er i deres netværk.
Netværksviden er meget dybere og bredere end fagviden jf. også connectivism (George Siemens). Netværksviden er mangefacetteret, da den ikke er bundet til en konkret person, men altid kun aktiveres i en brugssammenhæng, der definere hvilke aspekter af viden, der kan bidrage med noget relevant – og hvilken anden viden, færdighed, kompetence den kan knyttes sammen med. Når man står overfor en opgave, må man anvende det, man har til rådighed. Intelligens er i denne sammenhæng gruppens evne til at finde den bedst mulige løsning, hvilket også ligger i det gamle mundheld: Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
I erkendelse af, at efteruddannelse og professionel kompetenceudvikling kan styrkes gennem situeret læring og autentiske læringssituationer vil det være oplagt for skoler at udvikle og anvende en ny strategi for kompetenceudvikling af it-vejledere og lærere i forhold til anvendelse af it i undervisningen. Kompetenceudvikling skal foregå gennem situerede læringsforløb. Målet er selvlærende kompetencecirkler - hvor undervisningsplanlægning og -afvikling, kompetenceudvikling, udviklings af undervisning og skoleudvikling går hånd i hånd - understøttes af én proces med udvikling af skolens kerneydelse, (hviket naturligvis ikke skal reducere skoleudvikling til aktiviteter i kompetencecirklerne).

Beskrivelse
Konceptet består af en model for opbygning og understøttelse af underviseres og it-vejlederes PLN (Personal Learning Network), hvor alle knyttes til flere forskellige ressourcepersoner (lærere og it-vejledere) gennem kompetencecirkler. En kompetencecirkel er en gruppe bestående af faglærere og en eller flere it-vejledere med samme faglige baggrund. En kompetencecirkel arbejde med at løse konkrete behov til undervisningsplanlægning – udvikling af undervisningsforløb og  undervisningsaktiviteter.
Grundelementet er den enkelte lærer/it-vejleder. Han eller hun skal instrueres i og faciliteres til at opbygge, bruge og videreudvikle sit eget PLN. Dette er noget alle gør i forvejen i mere eller mindre formaliserede sammenhæng. Alle udveksler erfaringer og informationer med hinanden. Det er dette, der skal formaliseres og rammesættes, så det danner udgangspunktet for en egentlig professionel kompetenceudvikling. Den formelle ramme bliver samarbejde i fagteams om udvikling af undervisningsplaner i de enkelte forløb. Disse fagteams suppleres med it-vejledere med tilsvarende fagfaglige kompetence. For én skole, ét fagteam/trinteam kan dette skematisk fremstilles således:


Fig1. Undervisningsforløbet beskrives og lægges i en central og åben vidensbank.

Undervisningsforløbet beskrives og lægges i en central og åben vidensbank.
Alle undervisere vil indgå i kompetencecirkler, der kontinuerligt arbejder med undervisningsplanlægning af større eller mindre forløb, hvori integration af digitale værktøjer og ressourcer i undervisningen (også) indgår. Alle undervisningsforløb beskrives indledningsvis, evalueres undervejs og beskrives kort i forhold til forløb, materialer og væsentlige nye indsigter. Dette bliver en art undervisningsportfolie med beskrivelse af (udvalgte) undervisningsforløb. Disse lægges i en central og åben vidensbank.
It-vejlederne indgår i faggrupper og tværfaglige grupper af it-vejledere, der arbejder med at finde ny viden om it i undervisningen og afprøvning af it-værktøjer. En del af it-vejledernes arbejdstid reserveres til at søge ny viden om it i undervisningen og afprøve nye værktøjer. It-vejlederne er forpligtede på at dele deres viden i en central og åben videnbank, herved bliver it-vejlederne enkeltvis og sammen til digitale kuratorer, der indsamler og organiserer (ny) viden om undervisningsformer og –aktiviteter fra helt overordnede rammer for undervisning til enkeltstående aktivitet med et konkret værktøj. Der sættes konkrete mål for it-vejledernes bidrag til vidensbanken.
Fig 2. It-vejlederne danner kompetencecirkler ud fra deres undervisningsfag.


It-vejlederne danner kompetencecirkler ud fra deres undervisningsfag.
Når man tænker disse kompetencecirkler sammen på tværs af flere skoler i samme kommune (eller flere teams fra samme skole), får man samlet kompetencer og viden fra forskellige praksisfællesskaber (Wenger), og kompetencecirklerne kan skematisk fremstilles således:

Fig 3: Vidensbank består af kurateret viden og værktøjer og beskrivelser af konkrete undervisningsforløb.

Denne model viser, hvordan det ser ud for et enkelt trin i et enkelt fag. Dette skal derfor tænkes sammen med den kompleksitet, der gælder for den enkeltes kompetencecirkel (PLN), da den enkelte lærer og it-vejleder vil have flere kompetencecirkler. Disse kompetencecirkler vil endvidere inddrage viden, kompetencer og erfaringer ’udefra’, da den enkelte vil knytte sit eget professionelle netværk til kompetencecirklerne. For en enkelt lærer vil det se sådan ud:

Fig 4. De deltagendes PLN består af mange andre end kolleger.

Konceptet bygger på en helt almindelig måde, hvorpå hver enkelt lærer gennem formelle, uformelle og informelle sammenhænge erfarer, lærer og skaffer sig viden. Gennem praksisfællesskaber tilegner den enkelte sig viden og kompetencer (gennem samtale, ved at se på andre, gennem afprøvninger, træning osv.). Jeg lærer at sætte en skillevæg op, fordi jeg har behov for det, og fordi jeg kender en, der kan komme og hjælpe mig. Han har gjort det før, og næste gang er jeg den, der har prøvet det før.
Denne model fungerer i praksis, og alle benytter den i arbejde og fritid. Men denne kompetenceudviklingsmodel er i det store hele koblet af den måde, man tænker kompetenceudvikling på inden for efteruddannelsen. Derfor skal den gentilegnes og den skal øves for at fungere inden for de formelle rammer, en skole udgør. Derfor kræver implementeringen af en sådan model i mange tilfælde en coach, der skal facilitere, at de enkelte kan udfylde de forskellige roller, de skal udfylde for at kompetenceudvikles i praksisfællesskaber.

Hvis der er nogen, der har lyst til at prøve dette af, så må I gerne kontakte mig.