Follow by Email

onsdag den 6. april 2011

Anmeldelse af Lars Frost: Skønvirke

Der er krig og kaos i verden. Spanien er faldet og Amerika er i opløsning. Der er ufred og opløsning alle steder. Men alligevel går livet sin vante skæve gang i lille Danmark. Her er ganske vist lidt moralsk opløsning, men det har vi jo set så tit og så længe. Universitetslektoren går i seng med de søde studiner, mens hans kone boller uden om med tilfældige bekendtskaber - familierne har svært ved at hænge sammen, men opretholder en modus vivendi gennem forskellige ritualer.

Dette er nogle af elementerne i Lars Frosts nye roman. Eller 'roman' det er måske for meget sagt, selvom det fremgår af omslaget, at det skulle være en roman. Det er ikke en roman i gængs forstand, hvis man forventer et narrativt sammenhængende forløb med afstikkere. Der er snarere tale om en mosaik af romanstumper, hvor sammenhængende fortællingsbrokker pludseligt afbrydes for at fortsættes af en ny sammenhængende fortællingsbrok.

Den såkaldte roman begynder klassisk nok med en politikommisær, der inspicerer liget af en mand fundet på stranden. Kommisæren er en overvægtig kvinde, Mathilde, med et klassisk sort syn på tilværelsen og de mennesker, der udgør den. Et par kapitler senere møder vi morderen, som tilsyneladende har det med at gå rundt og slå tilfældige midaldrende mænd ihjel. Det skal blive spændende at føle de to kvinder og se, hvordan forbrydelsen bliver optrevlet, tænker læseren. Men fortællingen driver lidt videre uden at interessere sig for opklaringsarbejdet. I stedet bliver Mathilde fyret på grund af sin krops uhæmmede svulmen, som bliver for meget for hendes noget mere tilbageholdende leder. Et klart hip til vores nydelsesforskrækkede kultur.

I stedet fører fortællingen os ind i familiens arena - lidt gennem Mathilde, men mest af alt gennem Lise, der en aften får besøg af sin bror, Jens, der er vendt hjem efter længere tids krigsindsats. Jens' traumer og Lises forsøg på at få familiens til at tage sig 'traditionel' ud følges nu et stykke. Men så tager fortællingen en ny drejning - eller bliver til en anden, hvor Jens bliver en hævnens Jesus. Hvorefter fortællingen selv så småt begynder at gå i opløsning, inden den ender i en rallen på kanten af det forstålige.

Ikke-romanen er struktureret efter den katolske messe for de afdøde. Ikke-romanen er delt op i kapitler, som henter deres titler fra Requiem, og man forstår, at fortællingen eller fortællingerne ikke er fortællinger i gængs forstand,men netop led begrædelser over kulturens/civilisationens forfald, hvilket helt bogstaveligt sker gennem krig og ødelæggelse og moralsk afstumpethed.

Som altid hos Lars Frost er sproget fantastisk. Frost af en af de mest sprog- og fortællebegavede forfattere. Det er en fornøjelse at læse de præcist registrede sproglige udvekslinger. Det er også en fornøjelse at se, hvordan scener bygges op og stille (igen præcist) punkteres, så de betyder mere eller mindre, end scenen ellers berettiger. De små skævheder i sprog og fortælling har høj lækkerhedsværdi, der står i skærende kontrast til indholdsplanets forskrækkeligheder.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg giver for Frosts civilisationsanalyse, men jeg vil stærkt anbefale hans Requiem for sproget, dialogstumperne, de ofte halve scener og evnen til at få en ikke-fortælling til at fungere

fredag den 1. april 2011

Ny undervisning

Ny undervisning - hvad betyder det, og hvorfor er der eventuelt behov for ny undervisning?
Nye former at gennemføre undervisning på kaldes ofte for 'ny læring'. Men det er en misforståelse, da man ikke kan tvinge læring frem, man kan end ikke sikre, at læring sker. Det eneste, en institution kan, er at tilbyde undervisning: altså tilrettelagte aktiviteter, som nogle - elever, studerende, kursister osv - kan deltage i.
Nu undervisning handler primært om to forhold:
1. Større muligheder for at der sker læring
2. Ændrede behov for kompetencer
Det betyder for det første, at det handler om at få mere ud af flere: inklusion af forskellige personer og forskellige evner (intelligenser, kompetencer, kvalifikationer, mærkværdigheder). Vi har et undervisningssystem på mange niveauer, som kører efter et undervisningskoncept der er udviklet på et tidspunkt, hvor man ikke havde blik for, hvordan man kan skabe gode muligheder for udvikling af den enkeltes og de manges evner og komptencer. Ny undervisning handler her om at sikre, at undervisning er bygget op om en inkluderende model, der lader de forskellige elevers evner og lyster komme til orde og udtryk. Det handler også om, at aktiviteterne skal være rettet mod udvikling af forskellige kognitive aktiviteter. At bruge alle sanser er en af måderne - at kunne honorere forskellige udtryksformer er en anden. I denne sammenhæng handler ny undervisning om, at sørge for at stimulere så mange som muligt på så mange som muligt måder for at sikre, at vi får fat i de ressourcer som elever, kursister og studerende besidder - og at vi anerkender, hvad de hver især bidrager med. I stedet for som i gammel undervisning kun at anerkende og honorere det stillesiddende skrivearbejde, afleveringsfrister og almindelig tilpasningsdygtighed.
Man kan lave rigtig mange aktiviteter i undervisningen, der tilgodeser dette behov for at aktivere flere i undervisningsaktiviteter, og nye digitale teknologier er ét - men også kun ét - af de områder, der byder sig til.
For det andet og langt mere radikalt handler ny undervisning om, hvilke kompetencer og kvalifikationer, det er vigtigt at udvikle. Dette er sammnehængende med en diskussion af eksempelvis, hvad viden er for en størrelse: er viden noget man kan besidde en gang for alle? Er det et 'noget', der kan flyttes fra et sted til et andet. Ja, det er viden, hvis man kigger på den måde undervisning mange steder praktiseres på. Men spørgsmålet er, om det (stadig) giver mening at adskille viden fra 'brug', 'situation', 'opgave' eller lignende. Det tror jeg kun i begrænset omfang, det gør (altså giver mening at adskille viden fra problem). Hvis det er tilfældet, at viden ikke kan adskilles fra den sammenhæng, det indgår i, giver det ikke mening at tilrettelægge undervisning ud fra, at man skal opøve kontekstuafhængig viden, hvilket det typiske curriculum netop lægger op til.
Videre er kompetencebegrebet forbundet med videnbegrebet på den måde, at kompetencer derfor heller ikke eksisterer i et tomrum. Kompetencer er evnen til på et kvalificeret grundlag at kunne gøre noget. Det kvalificerede grundlag er en relativ størrelse, og gøren er afhængig af, hvilke ressourcer - og dermed samarbejdsmuligheder - man har til rådighed. En primær kompetence er derfor at kunne søge og vurdere forskellige ressourcer og at kunne samarbejde med andre om problemløsning.
Ny undervisning må derfor også tage dette som udgangspunkt og lægge undervisning tilrette, således at fælles problemløsning er omdrejningspunkt.
Dertil kommer, at vores opfattelse af viden og undervisning i al for høj grad lægger op til formelle systemer, der skal varetage forvaltningen af viden og undervisning, skønt det i praksis er meget mere kompetenceudviklende at gøre noget sammen med andre i ikke formaliserede undervisningssystemer - i børnehaven, i skolegården, på arbejdspladsen, i fritidsbeskæftigelsen eller hvad det nu måtte være.
Mere om det senere.