Follow by Email

fredag den 13. april 2012

IT i undervisning er problematisk


Giver IT bedre undervisning – eller er IT snarere et teknisk fix, der skjuler, at lærerne ikke har noget at byde på, når det kommer til stykket. Og hvis IT har en indvirkning, hvilke teknologier er så gode og hvilke dårlige – skal vi anskaffe iPads til hele skolen, eller skal vi satse på brugernes egne apparater?
Jeg vil hævde, at det ikke giver mening at slutte fra et stykke teknik, fra en ressource, fra et værktøj og til en effekt. Værktøjer – og IT er enten værktøjer eller ressourcer – sættes altid ind i en sammenhæng, der er afgørende for, om nogen får et ønsket udbytte af anvendelsen.

Og her er vi ved det centrale. Undervisning har altid et formål. Så når vi taler om IT i skolen eller i uddannelser mere generelt, så skal disse ses i forhold til de mål, der er for undervisningen og for de aktiviteter, som undervisningen består af. Ressourcer, værktøjer og aktiviteter er didaktiske spørgsmål, der skal besvares didaktisk og ud fra de mål, der sat.

Målene kan godt være flere og flertydige – de kan være bundet op på curriculum som viden (af forskellige ordner), færdigheder eller kompetencer. Men uanset hvad, så vil der til en hver aktivitet og delaktivitet være en forestilling om et ønsket udbytte.

Disse generelle betragtninger skylder jeg Connie Wøbbe, der har spurgt, hvorfor jeg mener, at IWB (Interactive Whiteboards) gør eleverne passive. Spørgsmålet var afstedkommet af min præsentation Dannelse i det 21. århundrede, som jeg havde lagt ud på Facebooksiden Sociale medie, pædagogik og formidling. Her henviste jeg til undersøgelsen Interaktive tavler i undervisningen, der viser, at i mange tilfælde bliver de interaktive tavler brugt på en måde, der skaber øget passivitet for de lærende, hvilket forfatterne kalder et pædagogisk tilbageskridt.

Og rigtigt er det, at IWB er et godt redskab til præsentation af præfabrikerede powerpoints. Og det sådan de bliver brugt mange steder. Jeg har selv observeret det: mange lærere bruger IWB til at genvinde kontrollen over og magten i klassen. Lærerne opfører det ene show efter det andet, og de bliver på den måde klogere og klogere, da det jo er den der formidler, der lærer mest. Læg i øvrigt mærke til, at langt de fleste IWB er placeret ved katederet - eller det bord, læreren anvender som SIT.

(Fra min datters klasseværelse på Rødovre skole)

Der er flere problemer med IWB som effektivt værktøj for undervisning og læring. Det afgørende her er imidlertid, at mange skoler har investeret i IWB for at løse et undervisningsmæssigt underskud. Skolerne/politikerne har troet som så mange gange før, at der var en teknisk løsning på undervisningsmæssige udfordringer. De har troet, at de kunne købe sig til løsningen – og så har de bevilget nogle penge til, at lærerne kan komme på nogle efteruddannelseskurser, som undersøgelser gang på gang har vist ikke har nogen som helst læringsmæssig og adfærdsændrende effekt. (Men det er godt for utroskab i en ellers travl hverdag – og det er også fedt en gang imellem at få tarteletter, som man ikke ser mange andre steder end på konferencecentret eget af fagbevægelsen).

Min pointe i præsentationen om ’Dannelse i det 21. århundrede’ var og er, at man ikke kan sige noget om gode og dårlige effekter af teknologier. Tavle og kridt kan bruges på mange måder, det kan IWB også. Det handler om, hvordan værktøjerne og ressourcerne tænkes ind i en didaktisk sammenhæng. Dermed er også elevgruppen og læreren selv en del af det samlede billede. IWB er ikke løsningen og ikke problemet, selvom IWB har ædt mange skolers værktøjsbudget, ligesom indkøb af iPads i øjeblikket gør det. (Alt hvad jeg har sagt om IWB, vil jeg også sige om iPads. De er ikke store o immobile (et andet problem ved IWB), men de er måske heller ikke så velegnede til elevproduktioner, men det er en hel ny diskussion).

Når det er sagt, er det samtidig vigtigt at holde fast ved, at skolen er en del af samfundet. I samfundet generelt bliver flere og flere opgaver umulige at løse uden et vist kendskab til og erfaring med digitale værktøjer, hvilket gør det til en oplagt opgave for skolerne at sørge for, at eleverne får. Desuden skal man i undervisningen både udfordre eleverne, men også tage dem som udgangspunktet for undervisningen, hvorfor det er en god ide at anvende nogle af det værktøjer, de i forvejen anvender.

Jeg mener derfor også, at skolerne i langt højere grad, end de gør nu, skal satse på en integration af digitale værktøjer. Men det skal ske ud fra de mål, lærerne sætter for undervisningen ud fra de rammer, der er givet. Det betyder for mange lærere, at de skal være langt mere udviklingsorienterede end, hvad det er mit indtryk, at de er nu. – Men det er også en hel anden diskussion, som måske ikke så meget er et svar på det spørgsmål, Connie stillede.

IT i undervisning er problematisk i den forstand, at der skal tænkes over, hvad man vil, hvorfor, med hvem, hvornår, med hvilket mål osv. osv.