Follow by Email

søndag den 14. september 2014

Design af MOOCs DEL 1

(Dette indlæg er skrevet sammen med min gode kollega Peter Bukuvica Gundersen).

Jeg har i et tidligere indlæg MOOC – også for praktikere beskæftiget mig med, hvad en MOOC er for en størrelse. Her definerede jeg en MOOC på følgende måde: ”En MOOC er et netbaseret undervisnings- og læringsmiljø frit tilgængeligt for alle. Der er ingen adgangskrav, ligesom der heller ikke skal betales for deltagelse. Graden af deltagelse er op til hver enkelt deltager selv.”

I UCSJ (University College Sjælland) har vi arbejdet med at designe MOOCs de sidste ca. halvandet år. Det har vi gjort inden for rammerne af et projekt støttet af Region Sjælland, der hedder 'Læring Uden Grænser' (LUG) Vi har sammen med RUC lavet en række MOOCs, hvoraf nogle har været afprøvet, mens andre stadig er ved at blive konstrueret. Vore designs har rettet sig til en stor gruppe af lærere, hvor mange tusinde i øjeblikket står og mangle undervisningskompetencer i et eller flere fag som følge af de bestemmelse i den nye Folkeskolelov, hvor lærere kun må undervise, såfremt de formelt set har bestået faget.
Et andet eksempel er en MOOC, vi er ved at lave nu, som er henvendt til folk, der er interesseret i selv at komme i gang med en MOOC. Denne MOOC skal primært være styret af deltagerne og have centrum i et online community, hvor deltagerne udveksler erfaringer med hinanden, og samtidig kan de trække på nogle ressourcer, som vi har samlet og gjort tilgængelige.
Den første MOOC, der blev resultatet af UCSJs arbejde med MOOC, blev designet af Malene Erkman. Denne MOOC er et undervisningsforløb i et PD (Pædagogisk Diplomuddannelse) i Videnskabsteori.
Vi vil her præsentere de tre designeksempler på, hvordan MOOCs og MOOC-hybrider i LUG-projektet tager sig ud. Eksemplerne er stillet op på samme måde ved først at klargøre, hvad formålet med MOOC’en er, og hvilke brugere den retter sig mod. Disse to aspekter må klargøres, før en MOOC startes op, da de er afgørende for, hvordan MOOC’en skal designes. På grund af MOOCs princip om åbenhed står udbyderen med en ekstra udfordring, hvis formålet med en MOOC ikke genkendes hos målgruppen.
Designet afgøres altså af formålet og målgruppen. Derudover vil der til formålet være knyttet en række (faglige) læringsmål, der skal opfyldes, for at MOOC’en lever op til sit formål. Læringsmålene kan være implicitte, men hvis man vil sikre et robust design, vil det være godt, at designeren har en klar forståelse af de (faglige) læringsmål.  Afgørende for designet er også den forståelse af læring, indholdet i MOOC’en genereres ud fra. Læringsforståelsen har betydning for, hvordan de enkelte elementer i en MOOC skal præsenteres, rækkefølge, modaliteter osv. Læringsforståelsen har også betydning for, hvilke typer af aktiviteter og hvilke typer af feed-back, der skal være i MOOC’en.

Vi får derved nedenstående figur (figur 1), der udpeger de væsentligste punkter for, hvordan en MOOC er konstrueret. Modellen kan anvendes som en guideline eller huskeliste, når man selv skal i gang med at designe en MOOC. Modellen kan imidlertid også anvendes analytisk i en typologisering af MOOCs.

(Model 1)
Med udgangspunkt i denne model følger her tre designeksempler på MOOCs i LUG, der grundet forskellige formål, målgrupper og læringsmål er designet grundlæggende forskelligt fra hinanden.



Designeksempel 1 – Videnskabsteori på diplomniveau

Formål og brugere

MOOC’en om videnskabsteori har et tydeligt læringsmæssigt formål i forhold til videnskabsteori som et element af en formel uddannelse. MOOCens formål er en spejling af formålet med modullet i videnskabsteori på diplomuddannelsen kombineret med fleksibel adgang.
Den benytter sig også af en tydelig strategi (og dermed forståelse) for læring, idet den situerer indholdet i forhold til forskellige MOOC-deltageres hverdagsliv, personlige interesser, læringsbehov og personlige målsætninger. MOOC’en ønsker at udforske de uudnyttede potentialer, der kan findes i koblingerne mellem eksisterende formelle uddannelsestilbud og læringsbehov i University College Sjælland (UCSJ.dk) og uformelle uddannelsestilbud og læringsbehov tilknyttet professioner og arbejdsfelter som UCSJ’s uddannelser henvender sig til. Dermed udforsker lanceringen af MOOC’en rammerne for de mulige koblinger mellem professionsuddannelser og –arbejde set fra et læringsperpektiv.

Designprincipper

De følgende principper har struktureret arbejdet med MOOC-designet.      Stærkt profileret tidsafgrænset forløb med klare strukturer og progression i forløbet
  • Fokus på re-mix og genbrug af eksisterende ressourcer på internettet
  • Spejling af face-to-face videnskabsteori PD modul på materialesiden og mulighed for at tage en formel afsluttende eksamen
  • MOOC’en som underviser - det vil sige ingen aktiv undervisertilstedeværelse udover i videoklip mm.
  • En formidlingsorienteret MOOC
  • Fleksibel adgang
  • Fokus på den ’selvkørende’ studerende
  • Anvendelse af peer-to-peer-feedback
  • Anvendelse af opgaver til bedømmelse
  • Inddragelse af hverdagserfaringer ift. Videnskabsteoretisk begrebsbrug

Designbeskrivelse

Som det også fremgår af de guidende principper er de fleste elementer i MOOC’en klassiske MOOC-elementer. Der er en gennemgående underviser i en række videoer, der er med til at sikre en oplevelse af undervisertilstedeværelse, ressourcerne er næsten udelukkende hentet fra allerede eksisterende online materialer, der er tilgængelige steder, og de er sammensat på en overskuelig og relevant måde. MOOC’en har en klar uge-struktur med faste indholdsdele som bliver gjort tilgængelige for kursisterne på i forvejen fastsatte datoer.

I MOOC’en er det ekspliciteret at kursisterne forventes at bruge mellem seks og otte timer om ugen på at studere forløbet. Tiden fordeles med 40 % til gennemgang af resurserne, 40 % til løsning af opgaver og 20 % til at kommentere og vurdere de øvrige deltageres opgaver. Aktiviteterne bliver vurderet med et pointtal som et led i at sikre og motivere til aktiv deltagelse. Scoren udgøres 80 % af vurderinger fra meddeltagere, mens de resterende 20 % udløses, hvis kursisten hver uge har været aktiv i vurderingen af meddeltageres opgaver. For at gennemføre MOOC’en og modtage et bevis skal den afsluttende score være på minimum 80 %.

Det uformelle og det formelle niveau kobles blandt andet gennem ugeopgaverne og de ugentlige tematiske oplæg til diskussioner i forums. Opgaverne er planlagt så alle kan deltage og inddrage eksempler fra egen hverdag. Hverdagsaktiviteter som at læse nyheder eller spise slik kobles til de professionsrettede videnskabsteoretiske tekster og kan på den måde ramme en bred vifte af kursister. Diskussioner er i forlængelse af opgaverne medvirkende til at sikre, at den brede kursistgruppe får glæde af hinandens indgangsvinkler til stoffet.

Målgruppen er typisk folk, der overvejer eller allerede har besluttet sig til at tage en diplomuddannelse. MOOC’en tilbyder en ’smagsprøve’ på, hvad det vil sige at læse en diplom. Målgruppen er også bestemt ved, at de er i en livssituation, hvor de også prioriterer andre aktiviteter end (efter- og videre-)uddannelse. Det kan være, at de er i arbejde, har mange familiemæssige forpligtelser eller ikke er så mobile. Målgruppen er også kendetegnet ved en høj grad af motivation, da MOOCen ikke prioriterer motivationsstilladsering i nogen nævneværdig grad. Dog er hverdagskoblinger og peer-to-peer-kommentering medvirkende til at fastholde deltagerne, hvilket også kan siges om de relativt korte deadlines, der er i forløbet.

Designeksempel 2 – Supplerende Undervisningsfag for Lærere

Formål og brugere

Formålet med MOOC’en Supplerende Undervisning for Lærere hænger sammen med den udfordring mange af landets kommuner står overfor som følge af den nye folkeskolereform. Ifølge denne skal alle lærere, der underviser i et fag i Folkeskolen inden 2020 have kompetencer svarende til et undervisningsfag (tidligere linjefag). Dette kan ske gennem formel eksamen eller ved, at en skoleleder realkompetencevurderer læreren. Brugere af MOOC’en er således kommunalt ansatte lærere, der allerede har undervisningserfaring i et fag, men som er uddannede i at undervise i en række andre fag. Omstændigheder har gjort, at de underviser i et fag, de ikke er uddannet i. MOOC’en tilbyder en struktureret måde for lærerne at opnår de nødvendige kompetencer, så den kompetencegivende eksamen i undervisningsfaget kan bestås.

Supplerende Undervisningsfag for Lærere er blevet til i samarbejde med Roskilde Kommune og Roskilde Lærerforening, der enige om, at Roskildes lærere skal tilbydes et kompetenceforløb med henblik på at kunne gå til formel eksamen. MOOC’ens indbyggede designudfordring bliver dermed at skabe en fleksibel efter-videreuddannelsesmodel for at imødekomme folkeskolereformens krav. MOOC’en skal designes således at de deltagende lærere modtager en så målrettet uddannelsespakke som muligt, der dels gør denne store kommunale udfordring økonomisk overkommelig og samtidig virker motiverende for de deltagende lærere. Deltagerne vil have mulighed for at afslutte deres uddannelse med en formel eksamen hos læreruddannelsen i UCSJ.

Designprincipper

De guidende principper for udviklingen af MOOC-designet:
  • Konceptet skal kunne identificere et specifikt ”kompetencegab”, der skal sikre et så målrettet forløb som muligt.
  • Konceptet skal for kursisten udpege et specifikt undervisningsindhold på den digitale platform (MOOC), som matcher kompetencegabet, der skal pejle kursisten mod den viden han eller hun har brug for
  • Undervisningsindholdet skal være fuldt dækkende for kompetencegabet, der vil gøre det muligt at kunne tage den formelle eksamen
  • Konceptet skal facilitere, at lærerne knytter deres egen undervisningspraksis til undervisningen gennem MOOCen
  • Konceptet skal understøtte at de deltagende lærer får dokumenteret deres fagfaglige og de fagdidaktiske
  • Kompetenceudviklingsforløbet skal kunne tilgås fleksibelt i tid og rum og derved kunne indpasses i lærernes arbejdsliv
  • Kompetenceudviklingsforløbet skal kunne tilgås og gennemføres som enkeltperson og samtidig give mulighed for, at lærerne kan samarbejde i studiegrupper

Designbeskrivelse

På baggrund af de guidende principper er der blevet udviklet en trefaset studiemodel. Første fase identificerer kursistens individuelle kompetencegab i forhold til et givent undervisningsfag. Denne fase består af en selvevalueringstest og en vejledende samtale. Fase to indeholder arbejde med videnstilegnelse i MOOC’en og løbende dokumentation af færdigheder i en digital portfolie. Fase tre er den afsluttende formelle eksamen.

I MOOC-regi er der som nævnt tradition for at deltagerne selv definerer succeskriterierne for deres deltagelse. Et af principperne for nærværende MOOC er imidlertid, at kravet om den afsluttende formelle eksamen. Læringsmålene er på denne måde givet med eksamensbestemmelserne. Da deltagerne formodes at have kendskab til en række af de emner, metoder og det faglige indhold på forhånd, benytter MOOC’en slag ’præ-test’, der skal hjælpe deltagerne med at afklare deres forudgående faglige og fagdidaktiske viden og kunnen.

MOOC’en indledes med særligt udviklet selvevalueringstest der genererer to profiler i forhold til de kompetencemål, der er tilknyttet de nye undervisningsfag i læreruddannelsen jf. UCSJs studieordning for læreruddannelsens fag. Vidensprofilen viser lærerens vidensniveau og udpeger de vidensmål, som læreren bør arbejde videre med før eksamen. I tilknytning til denne profil udpeger testen, hvor i den digitale platform læreren kan arbejde med de manglende vidensområder. Dokumentationsprofilen viser, i hvor høj grad læreren kan dokumentere de færdigheder, der indgår i undervisningsfaget. Tilsammen udgør de to kursistens individuelle kompetenceprofil og udpeger specifikt, hvor i MOOC’en, der skal arbejdes med vidensmål og hvilke færdigheder kursisten skal sørge for at kunne dokumentere inden han eller hun er klar til at gå til eksamen.

Samtlige kursister i MOOC’en får dermed udpeget en individuel læringssti. Dette betyder, at indholdet i MOOC’en ikke kan designes med en indbygget progression. Indholdet er i stedet organiseret efter en fælles skabelon over temaer, hvoraf 12 tilsammen udgør et modul i læreruddannelsen. Temaerne består af en introvideo, en oversigt over kompetencemål, en eller flere kernetekster, supplerende tekster og øvelser, en vidensquiz, en temaopgave knyttet til praksis og forskellige vejledninger i relation til aflevering, feedback og dokumentation. Progressionen er dermed placeret hos kursistens i dennes individuelle portfolie og kompetenceprofil.

Da kursisterne i kraft af MOOC’ens design bevæger sig forskelligartet rundt i MOOC’en på jagt efter udfylde deres kompencegab, skabes en ny udfordring i forhold til at give feedback kursisterne imellem. Løsningen på dette problem er fundet gennem en diskussionforumfunktion, hvor alle opgaver skal afleveres i de forskellige fag. Herfra er det kursisternes ansvar at give feedback til de temaopgaver, der på det tidspunkt de skal give deres feedback har fået modtaget mindst af den.
I MOOCen opereres der også med, at deltagerne afleverer opgaver, som de kan vælge at få underviserfeedback på.

Supplerende Undervisningsfag for lærere er en hybrid, hvor MOOC-elementer indgår og kobles til et formelt lag. Designet undergår en løbende udvikling, og et af de mest pivotale punkter er dets massivhed forstået som skalerbar i det uendelige. Indfrier designet dette har LUG-projektet medvirket til at udvikle en af de mest fleksible og målrettede efteruddannelsesmodeller, der kan komme ikke bare kommunernes udfordring med folkeskolereformens krav i møde, men samtidig sikre kompetent undervisning af regionens elever og måske på sigt være frontløber fra andre lignende professioner.

Designeksempel 3 – Mooc om Moocs

Formål og brugere

Formålet med MOOC om MOOCs er overordnet at gøre interesserede i stand til at designe deres egen MOOC. Det er en meta-MOOC, som har selve forståelsen for MOOCs og arbejdet med designprincipper og design af MOOCs.

MOOCen opbygges som en brugergeneret ressourcebase, hvor folk, der har arbejdet med at designe MOOCs, giver deres erfaringerne videre. I praksis er det (i første omgang) erfaringerne fra LUG-projektet og UCSJs øvrige arbejde med MOOCs, der videregives i en form, der gør det muligt for andre at designe en MOOC selv. MOOC’en sigter dermed meget bredt i forhold til brugere, da det næsten kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad en MOOC kan handle om og for hvem.
MOOCen er blevet til gennem en række af LUG-projektets workshop, hvor deltagerne har arbejdet med at løse designmæssige udfordringer på de MOOCs, de i forvejen arbejdede. Deltagerne har på den baggrund genereret en række principper og konkrete emner, der kunne være en hjælp for andre MOOC-designere.

Internt i UCSJ, der som en udløber af den store interesse LUG-projektet har genereret for MOOCs, kan MOOC’en også virke som en kompetenceudviklende platform for undervisere, der med UCSJs satsning på MOOCs kan komme til at skulle levere indhold til MOOCs i professionsuddannelserne.
Samtidig er formålet at skabe en dynamisk platform, der løbende vil kunne modtage nyt indhold både internt i organisationen og fra MOOC’ens eksterne brugere. Det er tanken, at det indholdsmæssige i MOOC’en skal understøtte et aktivt community af MOOC-designere eller andre uddannelsesudbydere. Designet for MOOC’en er ikke færdigt, men en design-ide er at skabe et community af MOOCdesignere evt. i en Google+gruppe.

Designprincipper

  • MOOC om MOOCs er blevet til ud fra følgende overordnede principper:
  • MOOC’en skal være dynamisk så man løbende kan arbejde videre på den.
  • MOOC’ens indhold skal ramme bredt
  • Alle MOOC’ens temaer skal kunne tilgås uden forudgående viden om MOOCs eller de andre temaer i MOOC’en
  • MOOCen skal løbende kunne indoptage nye ressourcer
  • Deltagerne skal inddrages og bidrage med egne erfaringer
  • MOOCen skal formidle erfaringer fra UCSJs arbejde med MOOC
  • MOOCen er ’fladt’ struktureret uden progression
  • Der opereres ikke med opgaver i MOOCen
  • Deltagerne opfordres til at inddrage andre platforme med henblik på forskellige typer af videndeling og videnskonstruktion

Designbeskrivelse

MOOC om MOOCs er i høj grad i sit udgangspunkt en formidlings-MOOC. På sin vis adskiller den sig ikke væsentligt fra en hjemmeside. Der er samlet en række ressourcer ud fra en række temaer, som hver på sin måde relaterer sig til MOOC som begreb. Teksterne, filmklippene og de øvrige ressourcer er alle fortrinsvis blevet til i forbindelse med LUG-projektet. Disse ressourcer er tilgængelige fra starten af, og det står deltagerne frit for, hvorledes han eller hun ønsker at bevæge sig rundt.

Dermed er det også helt op til kursisten hvad læringsmålene for deltagelsen i MOOC’en mere konkret skal være. MOOC om MOOCs stiller sig til rådighed for den enkeltes egne mål på samme måde som andre frie ressourcer som bøger og hjemmesider.

Alligevel kan det give mening at italesætte ovenstående som en MOOC. Eksempelvis er der en gennemgående underviser i en række introduktionsvideoer. Hermed skabes som tidligere nævnt en utrolig central oplevelse for kursisten om undervisertilstedeværelse. Til hvert tema er der også knyttet læringsmål, så man præcist kan se, hvad der lægges op til, at man som kursist vil lære og dykke ned i et givent tema. Tager man hele kurset fra en ende af har man dermed mulighed for at pege på en lang række læringsmål, man skulle være i stand til at opfylde efter endt forløb.

Selvom MOOCen i udgangspunktet er konstrueret som en formidlingsMOOC, er den samtidig lagt an, så den kan virke community-genererende og få deltagerne til at arbejde sammen. I dette arbejde er det blevet tydeligt, at Moodle-platformen, som MOOC’en er bygget i, ikke i tilstrækkelig grad understøtter vidensgenererende eller videnskonstruerende community-dannelse, hvorfor deltagerne tilskyndes at etablere andre fællessakber (communities) for dybere samarbejde.

Det skal dog også nævnes, at MOOC om MOOCs indtil videre er i sin vorden. Hvordan man laver en cross-platform-MOOC er således ikke løst udover, at deltagerne opfordres til det.


Dette indlæg bliver fulgt op af et senere indlæg om MOOC-typologi og ’designelementer’.