Follow by Email

torsdag den 26. oktober 2017

Digitaliseringsstyrelsen og forestillingen om den digitale dannelse

Jeg undrer mig meget over, hvad man kunne håbe er en sproglig uformåen og begrebslig ubehjælpsomhed hos Digitaliseringsstyrelsen. Omvendt er jeg bange for, at det er sådan, at ‘hvad hjertet er fuld af, løber munden over med’. Det følgende bliver derfor en lille refleksion over sprogbrugen i Digitaliseringsstyrelsens fremstilling.
I den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi slog jeg op under et emne, der interesserer mig rigtigt meget, nemlig et afsnit om undervisning. Min læsning gik dog i stå, da jeg havde læst indledningen til afsnittet ‘Digital læring og undervisning’. Jeg måtte stoppe op for at forstå, hvad der stod. Indledningen i pågældende afsnit lyder’: “Den teknologiske udvikling er blevet et grundlæggende vilkår i vores samfund. Den hastige teknologiske udvikling stiller konstant nye krav til, at børn og unge bliver rustet til det digitale samfund og fremtidens arbejdsmarked.” (Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 3.4: Digital læring og undervisning.)
Sprogligt og begrebsligt er sætningen meningsløs - eller måske er den ikke, men det kommer jeg tilbage til:
For det første: De fleste kan nok blive enige om, at det er rigtigt, at den teknologiske udvikling er blevet et grundvilkår for vores samfund, for det er den jo altid og har den altid været. Det er en pleonasme; en selvindlysende sandhed. Den teknologiske udvikling er et grundlæggende vilkår for et hvilket som helst samfund til alle tider. Så det er ikke noget, den er blevet - det er blot en konstatering på linje med, at solen giver energi. Mennesker indgår i en udveksling med den øvrige natur ved hjælp af og gennem de teknologier, der er blevet udviklet, og som er til rådighed.
Kan man forestille sig, at Digitaliseringsstyrelsen ikke ved det? Eller måske er det teknologibegrebet, det handler om. Digitaliseringsstyrelsen tror måske, at den eneste teknologi, der er teknologi, er den digitale. Uanset om det er det ene eller det andet, er det lidt skræmmende i forhold til, at det er en styrelse, der har indflydelse på, hvordan man håndtere de digitale teknologier i vores samfund.
Og hvorfor indleder man overhovedet med en så selvindlysende konstatering, som man oven i købet iscenesætter som noget, der er anderledes end det altid har været? Det hænger muligvis sammen med refleksion nummer 2.
For det andet: ‘Den hastige teknologiske udvikling stiller konstant nye krav’, kan man forstå af indledningscitatet. Hvordan kan en udvikling stille krav? Sproglig set giver Digitaliseringsstyrelsen udtryk for, at udviklingen og måden at forholde sig til den på, ikke er et anliggende, der er til forhandling. Det er noget, der kommer ‘af sig selv’. Det er ikke forbundet med en vilje, et ønske, værdier eller politik. Politik bliver her til administration af nødvendighed.
I Digitaliseringsstyrelsens fremstilling er udviklingen blottet for menneskelig indflydelse - den foregår af sig selv og må tages til efterretning. Alt hvad vi samfundsmæssigt kan gøre er at tilpasse os den så godt som muligt. Afsnittet udtrykker en deterministisk historieopfattelse, som postulerer, at teknologien er den drivende faktor - og denne teknologi er selvberoende uden indflydelse fra menneskelige viljer eller fra den brugssammenhæng, som forskellige teknikker og produkter indgår i. På denne måde kommer ‘teknologien’ til at sætte en ‘nødvendighedens politik’, som er hinsides en demokratisk og politisk diskussion.
Man kan også sige, at politikken ‘gemme sig’ bag et skær af ‘historisk nødvendighed’, da det dermed unddrager sig politisk argumentation. Jeg undrer mig over, at man ikke fra politisk side (regeringen, Folketinget, Digitaliseringsstyrelsen) siger: vi vil gerne X, derfor mener vi, at vi bør gøre Y. Så kan vi diskutere forskellige X-er og forskellige Y-er og vælge mellem dem. I stedet siger man her med Digitaliseringsstyrelsen: X er et vilkår, derfor er Y det også, da det er det nødvendige svar på X. Det, der kaldes den teknologiske udvikling, kræver, at vi gør noget bestemt, hvilket i øvrigt så heller ikke er hævet over enhver tvivl, som det tilsyneladende fremgår af Digitaliseringsstyrelsens ‘strategi’.
For det tredje: Hvad betyder ‘digital læring’ i overskriften på denne indsats? Det forekommer at være et begreb helt uden indhold - eller jeg kan i hvert fald ikke forstå det. Hvis læring er noget, der udvikles i den enkelte (kognitivt; emotionelt; relationelt m.v.) - eller mellem forskellige personer (kollektiv vidensopbygning) - hvordan kan det så være digitalt? Hvad er det digitale i læring?
Jeg kan forstå, at undervisning kan anvende digitale værktøjer osv., men dette gør ikke undervisningen digital, ligesom man ikke vil tale om vandig undervisning, når man kigger på haletudser i vand fra en sø eller tale om blyantslæring, når man anvender blyanter til det ene eller andet.
Jeg kan også forstå, at alt i omverdenen kan indgå i den enkeltes eller en gruppes læringsprocesser, men læringsprocessen er noget andet end det, den lærende forholder sig til mere eller mindre bevidst, og de redskaber den lærende benytter sig af.
Man genfinder den samme type af underlig begrebsbrug, når der henvises til ‘det digitale samfund’. Hvad er det for et samfund? Et samfund kan ikke være digitalt, men der kan være en række procedurer i et samfund, der foregår med digitale værktøjer. Samfund betyder et fællesskab, hvor man har noget, der knytter folk sammen. Det kan være fælles regler, institutioner, værdier, sprog osv. Og igen: ved de ikke det i Digitaliseringsstyrelsen? Tror de, at et samfund kan være digitalt?
Man kan i digitaliseringsstrategien finde mange tilsvarende sproglige og begrebslige meningsløsheder. Eller: er det meningsløsheder, eller er der en særlig værdi, disse sproglige ‘mærkværdigheder’ er udtryk for? Betyder de i virkeligheden noget, og er de ikke bare et udtryk for sproglig uformåenhed?
Som det er fremgået af min anden refleksion, ligger der en bestemt opfattelse i sprogbrugen, nemlig en naturalisering en historisk udvikling og af nogle særlige måder at forholde sig til denne historiske udvikling - og måden at henvise til ‘den teknologiske udvikling’, ‘digital læring’ og ‘det digitale samfund’ har samme virkning. Det digitale gøres gennem måden, der tales om det på, til noget, der ikke kan diskuteres. Det digitale er et grundvilkår, og derfor skal det sættes foran ‘samfund’, ‘læring’ og som det det fremgår i afsnit 9.1 i strategien ‘dannelse’. Disse begreber tømmes for selvstændigt indhold og gøres til ‘digitalitet’, hvilket kræver en ganske særlig måde at omgås dem på - en måde, som netop ikke kan diskuteres, da den er et vilkår; et fait accompli: noget der er givet.
Dette gør også hele diskussionen om ‘digitalisering’ interessant, da digitalisering åbenbart allerede ‘er der’, men samtidig er ‘digitalisering’ svaret på udviklingen. Fordi samfundet er ‘digitalt’, må man digitalisere, synes logikken at være. Der bliver hermed rodet rigeligt rundt med årsag og virkning i forhold til, hvad der er årsag til digitalisering, og hvad der er svaret på den.
Der er tilsyneladende en særlig værdi eller ideologi tilstede i Digitaliseringsstyrelsens ‘strategi’, hvor det er hinsides diskussion, at der skal digitaliseres, fordi det nu engang er ‘tidens orden’, eller ‘den naturlige måde’, eller ‘nødvendighedens politik’. Derfor kan man heller ikke diskutere, hvad det er, vi vil samfundsmæssigt og/eller med vores uddannelser, med skolen.
Efter min opfattelse bliver vi nødt til at tænke en digitaliseringsstrategi på en anden måde. Vi bliver nødt til at diskutere, hvor vi vil hen med vores samfund og med vores skole - og som en del af dette diskutere, hvordan - strategi - vi kommer i den ønskede retning på en god og ordentlig måde. Det er en politisk diskussion, hvor man kan have forskellige opfattelser og ønsker baseret på forskellige værdier. Dette er helt legitimt. Hvad der derimod ikke er legitimt er at skjule en politisk dagsorden - en ideologi - gennem en særlig retorik.

onsdag den 11. oktober 2017

Tweet Chat as a learning activity

I’ve now been on Twitter for 7 years. I’ve grown with Twitter as a learner in a manner that may be a little unhealthy. I really are scarred that Twitter aren’t making the cut every now and again. I of course know that there was a life before Twitter - and in all likelihood there will be a life after Twitter. New services will take over - nothing last forever.
For me Twitter is a way of participate in engaging learning communities - not that I think of them as learning communities. Following my own professional interests in pedagogy, learning designs, collaboration and learning with and without digital media, school development and improvement, professional learning communities, communities of practice and inquiry etc I meet interesting people on Twitter and I simply follow them and their work. In that way I build my PLN - Professional (or Personal) Learning Network.
I also use other Social Media Sites for building my PLN but none working as effectively and efficiently as Twitter. I think it is due to the simplicity of Twitter and the fact that you do follow the people YOU want without any expectation of getting followed back. And that is maybe the reason Linked.In has implemented that logic as well.
The usability for growing knowledge network with Twitter is also facilitated by the way in which the hashtags works as an organizing principle - a #folksonomy that really are doing the job. And this is not least due to the fact that tweets are generating discussions and knowledge exchanges between people who, actually, cares about the same subjects. They interact because of the topics - not because of their linkings of each other - or not primarily. (Friendships can grow from twitter chats/discussion/knowledge sharing and construction).
A last thing I’ll mention is the widely use of references to blogs and webpages - A tweet says way more than the 140 characters - it opens a universe of knowledge resources.
Well, that is some of the reasons I’ve grown dependable on Twitter.
Tweet Chat - the monster energizer
Actually, I was going to write about the Tweet Chat - or Twitter Chat. Last night I attended a Tweet Chat as part of course on Online Networked Learning that I attend. More than 40 people were engaged in a discussion on matters of digital participation and literacy/literacies. The tweets were coming in a pace where it really was a hard time following the discussion threads. It was truly a bombardment of tweets coming in faster than I was able to read at some times.
The feeling of being in a blissful storm of engaging people that want to share their knowledge and their view on pedagogy and digital media is really something that drag you in. I tried as good as possible keeping track of the discussion threads using both #Tchat.io and #Tweetdeck.
The advantages of Tchat is that it saves you from writing the hashtag #ONL172 in this case. That might seem a little thing but when you are trying to cope with a live discussion in another language than you mothertongue the savings of 7 characters may mean the difference between #lurking and active participation.
But this advantage comes at a price. You can’t follow direct threads as in tweets as answers to other tweets. You only see the answer but not what triggered the answer. Here Tweetdeck comes in providing you the overview and following specific threads. Switching to and fro between different service is a pretty hard job in itself and next time I’ll be using two screens.
https://storify.com/SebKuehn/how-to-create-my-first-story-with-storify
The heavy exchange of tweets with experiences, knowledge, viewpoints and so on is really a boost for your thinking on a subject matter. The blast you participate in will not result in any deep learning and understanding. You just have to come up with answers relating to other people's input.
But it is exactly the pace of it that might move your understanding. You don’t have the time for deeper reflection and by that it works just as a brainy brainstorm - a knowledge strom throwing arguments around and trying to collect some ideas in new meaningful constellations.
And after a good night sleep after the exhaustive endeavour of the tweetchat you can collect the tweets in a #Storify and silently reflect on what was really happening - what actually hit you. And then your learning is doubled.
Tweet Chats are the racing cars of learning - and I should engage more often in the races. It is not about who’ll be first - it’s about having a great time in a roller coaster and looking at things anew again.

Tweetchat is a learning frenzy
What a great experience!